Scott Cooper har med Springsteen: Deliver Me From Nowhere skabt en musikalsk biopic, der fokuserer på tilblivelsen af albummet Nebraska, Bruce Springsteens akustiske mesterværk. I rollen som musikeren leverer Jeremy Allen White (The Bear, Shameless) en indlevende præstation, omgivet af Jeremy Strong, Stephen Graham, Paul Walter Hauser, Odessa Young og Gaby Hoffman. Filmen får biografpremiere den 22. oktober 2025.
Instruktøren, der er kendt for Crazy Heart og Les Brasiers de la colère, anvender en intim tone til at skildre denne afgørende periode i den amerikanske sangeres liv. Manuskriptet udforsker spændingen mellem succes og kunstnerisk oprigtighed, mens Springsteen alene indspiller en af sine mest markante plader på en fire-spors båndoptager.
Se de første billeder i den officielle trailer:
Traileren afslører en sober og introspektiv atmosfære, tro mod ånden i Nebraska, med en tilbageholdende Jeremy Allen White.
Springsteen: Deliver Me From Nowhere
Film | 2025 | 2t 10min
Biografpremiere den 22. oktober 2025
Originaltitel: Deliver Me From Nowhere
Nationalitet: USA
Dette biografiske drama, der er inspireret af virkelige begivenheder, vender tilbage til tilblivelsen af albummet Nebraska, der blev indspillet i 1982 i Springsteens soveværelse. Denne rå akustiske plade, befolket af vandrende sjæle, markerer et vendepunkt i sangeren karriere og illustrerer hans behov for autenticitet.
Springsteen: Deliver Me From Nowhere henvender sig til fans af rockmusik og musikalske biografier som Walk the Line eller Ray. Den enkle iscenesættelse prioriterer introspektion frem for performance, i tråd med de intimistiske musikalske dramaer. Filmen er optaget i New Jersey og New York og gengiver trofast de steder, der har været afgørende for Springsteens liv.
I dette værk , båret af Jeremy Allen White, fanger Scott Coopers kamera ensomheden, søgen efter mening og den indre spænding hos en kunstner, der står over for sin arv. Birollerne, spillet af Jeremy Strong, Stephen Graham, Paul Walter Hauser og Gaby Hoffman, forstærker den følelsesmæssige forankring og den psykologiske tæthed i fortællingen.
Springsteen: Deliver Me From Nowhere, instrueret af Scott Cooper, følger traditionen for musikbiografier, men adskiller sig samtidig markant fra den. Filmen fokuserer på en begrænset, men afgørende periode i Bruce Springsteens liv: skabelsen af Nebraska i 1982, et afdæmpet og introspektivt album indspillet på en simpel fire-spors båndoptager. Jeremy Allen White spiller sangeren og leverer en præstation af tilbageholdt intensitet, omgivet af Jeremy Strong i rollen som Jon Landau, hans manager og fortrolige, og Stephen Graham som en knust far, en skyggefigur, der hjemsøger hver tone og hver pause.
Historien begynder i Freehold i New Jersey, i sort-hvid, hvor en ung Bruce ledsager sin mor for at hente sin alkoholiske far fra en bar. Denne åbning sætter tonen: en film om minder, slægtskab og søgen efter identitet snarere end om berømmelse. Fortællingen veksler mellem barndommen og den periode, hvor Nebraska blev skabt, og afslører en kunstner i krise, splittet mellem presset fra succesen og sit behov for kunstnerisk sandhed. Springsteen afviser branchens konventioner – ingen single, ingen turné, ingen presse – og vælger nøgternhed som en form for integritet.
Scott Cooper behandler dette materiale med en raffineret iscenesættelse. De overordnede billeder forankrer Springsteen i hans beskedne omgivelser: arbejderhuse, grå veje, garager omdannet til studier. Nærbillederne afslører den indre spænding, blikket fra en mand, der ikke længere genkender sig selv i sit eget spejlbillede. Kameraet, der ofte er fast eller kun bevæger sig lidt, foretrækker observation frem for demonstration. Den visuelle palet, der veksler mellem sort-hvid og sepiafarver, afspejler kampen mellem fortid og nutid, hukommelse og skabelse. Den allestedsnærværende stilhed bliver et dramatisk instrument: "the quiet can get a little loud", lyder en replik. Musikken forsøger aldrig at illustrere; den hvisker, den hjemsøger, den minder om det, Springsteen både forsøger at flygte fra og genfinde.
Jeremy Allen White leverer en bemærkelsesværdig præstation: han kopierer ikke Springsteen, han inkarnerer ham i hans sårbarhed, hans tøven, hans tavshed. Hans præstation er afdæmpet: han spiller lige så meget med fraværet af ord som med følelsesudbrud. Jeremy Strong, i rollen som Landau, udstråler en stabil, næsten terapeutisk tilstedeværelse, mens Stephen Graham, intens, gør Dutch Springsteen til en spøgelsesagtig figur, der symboliserer arbejderklassens og faderens traumer. Denne fortolkning afspejler hans rørende rolle i Netflix-serien Adolescence, hvor han allerede med stor præcision udforskede kompleksiteten i fader-søn-forholdet. Sammen giver de filmen en menneskelig dimension, uden nogen form for højtravende retorik.
Tematisk set udforsker filmen kampen mellem kommerciel succes og kunstnerisk autenticitet, tilbagevenden til arbejderklassens rødder, mental sundhed og far-søn-forholdet. Det er mindre en film om en musiker end en refleksion over skabelsen som terapi. Som i Un parfait inconnu, en biopic om Bob Dylan, vælger Cooper tidsmæssig præcision frem for det store billede. Men hvor Dylan trådte i baggrunden bag myten, konfronterer Springsteen her sin egen menneskelighed.
Nogle seere risikerer dog at opfatte det som en bevidst kølighed. Det bevidst langsomme tempo giver ikke meget plads til den rockentusiasme, man kunne forvente af et sådant emne. Filmen foretrækker tavs spænding frem for koncertscener, smerte frem for performance. Denne tilbageholdenhed, som nogle finder beundringsværdig, vil frustrere dem, der forventede en mere klassisk biopic med triumfmomenter. Kritikerne har også nævnt "stillestående billeder" eller en iscenesættelse, der til tider er for afmålt i forhold til den indre ild, den forsøger at beskrive.
Springsteen: Deliver Me From Nowhere er altså ikke en underholdningsfilm, men et indre portræt af en kunstner, der søger meningen bag berømmelsen. For seere, der er følsomme over for introspektivt arbejde, nuancer og langsomhed, tilbyder den en intens og oprigtig oplevelse. For andre kan den virke for diskret, næsten kvalt af sin egen beskedenhed.
En biopic, der går imod strømmen: langsom, alvorlig, dybt menneskelig, båret af en Jeremy Allen White i topform.
For at gå videre kan du også se vores udvalg af nye film i oktober 2025, ugens premierefilm og vores guide til biografiske film, der aktuelt vises i biograferne.
Denne side kan indeholde elementer, der er assisteret af AI, mere information her.
