Nils TaverniersLa Vie devant moi udforsker et mørkt kapitel i historien: razziaen i Vel d'Hiv i 1942. Baseret på Tauba Birenbaums rørende vidnesbyrd skildrer filmen hverdagen for en jødisk familie, der blev tvunget til at gemme sig i et lagerrum på et tag i Paris for at undgå deportation.
På rollelisten er kendte personer som Guillaume Gallienne, medlem af La Comédie-Française, og Adeline d'Hermy, sammen med den unge Violette Guillon i den centrale rolle som Tauba. Dette gribende og intime historiske drama illustrerer en teenagepiges mod i lyset af forfølgelse, angst og usikkerhed.
Fortalt gennem Taubas øjne kaster dette værk beskueren ind i en tid, hvor krigens mørke eksisterede side om side med modige og menneskelige handlinger.
La Vie devant moi vises i biograferne fra den 26. februar 2025.
Synopsis: I 1942 undslipper Tauba, en energisk teenager, og hendes forældre med nød og næppe Vel d'Hiv-razziaen. Et par, Dinanceaus, tilbyder at skjule dem midlertidigt i et lille lagerrum i deres bygning under Paris' tage, indtil der falder ro over tingene. Desværre trak det, der skulle være en midlertidig situation, i langdrag, og familien sank ned i stilhed og ubevægelighed. Men Tauba er en fighter, og intet vil forhindre hende i at ryste sin skæbne af sig.
Nils Taverniers La Vie devant moi er et gribende historisk drama baseret på den sande historie om Tauba Zylbersztejn, en jødisk teenager, der gemte sig i Paris under besættelsen. Inspireret af en sand beretning indsamlet af Steven Spielbergs Shoah Foundation blander filmen historisk nøjagtighed med følelsesmæssig kraft og udforsker frygten, ventetiden og den tavse modstand hos dem, der overlevede ved at gemme sig i skyggerne. Med en dybt bevægende Violette Guillon og en modsat Guillaume Gallienne i hovedrollerne udmærker denne intense historie sig ved sin nøgterne, fordybende instruktion, der lader seeren leve sig ind i den undertrykkende hverdag for denne familie, der blev jaget under Anden Verdenskrig.
Fra de allerførste scener fængsler La Vie devant moi med sin omhyggelige rekonstruktion og håndgribelige dramatiske spænding. Sekvensen af Vel d'Hiv-indsamlingen, der er filmet håndholdt, fordyber seeren i jagtens panik og kaos, mens Zylbersztejn-familiens desperate flugt markerer det første følelsesmæssige klimaks. Instruktøren foretrækker nærbilleder af personernes ansigter og indfanger hvert eneste gys af frygt og hvert eneste blik, der udveksles i tavshed.
Når de først har søgt tilflugt hos Dinanceaus (passende spillet af Sandrine Bonnaire og Laurent Bateau), viger kvalerne for en tung rutine. Det bevidst langsomme tempo fremhæver den uendelige ventetid hos disse indespærrede, hvor den mindste lyd kan være fatal. Brugen af lydmix spiller en nøglerolle: Hver eneste knirken i gulvet, hver eneste raslen i stoffet bliver en påmindelse om den allestedsnærværende fare.
Mens Violette Guillon spiller Tauba med bemærkelsesværdig præcision og svinger mellem håb og resignation, er Guillaume Gallienne overraskende malplaceret. Han er kendt for sin komiske timing, men leverer her en dybt bevægende præstation som en far, der er opslugt af skyldfølelse. Konfronteret med sin datters beundring for modstandsbevægelsen indrømmer han sin magtesløshed:"Nogle mennesker har styrken til at kæmpe ... det har jeg ikke."
Denne følelse af moralsk tvetydighed går også igen hos hr. og fru Dinanceau, som fordømmer deres egen søn , der sluttede sig til nazisterne for at beskytte de jøder, der gemte sig i deres hjem. Det er en stærk scene, hvor menneskeheden konfronteres med umulige valg.
Filmens æstetiske tilgang forstærker dens følelsesmæssige virkning. Farvepaletten, der domineres af kedelige, mørke toner, formidler kontekstens alvor, mens de lyse flashbacks fremkalder en knust uskyld.Lyset spiller også en symbolsk rolle: Skjulestedets halvmørke står i kontrast til de sjældne glimt af håb, især i en scene, hvor Tauba kigger op på stjernehimlen fra taget og drømmer om frihed.
Kamerabevægelserne veksler mellem det febrilske i farescenerne og det sløve i ventesekvenserne. Begrænsede lange optagelser understreger skjulestedets trange karakter, mens langvarige stilheder øger angsten.
Ud over sin dramatiske intensitet stiller Life Before Me et væsentligt spørgsmål: Hvordan lever man videre, når man har mistet alt? Gennem Taubas rejse undersøger filmen modstandskraft, transmission og hukommelse. Scenen med befrielsen af Paris, som langt fra er euforisk, er præget af en bitter observation:"Hvad har de gjort med vores ting? Hvad har de gjort med vores liv?"
Med La Vie devant moi leverer Nils Tavernier et stærkt, intimt drama i samme tradition som Au revoir les enfants og Le Journal d'Anne Frank. Det langsomme tempo vil måske afskrække nogle seere, men det afspejler præcist den undertrykkende ventetid i disse år i skjul. Det er en gribende film, understøttet af ekstremt præcise præstationer, som efterlader et varigt indtryk.
Hvilke film vil du se i biografen i februar 2026?
Opdag de film, du skal se i biografen i februar 2026, med månedens nye udgivelser, tider og særlige tilbud. [Læs mere]
Guide til dramafilm: værker, der vises i biograferne i øjeblikket og kommende udgivelser, med datoer, nyheder og regelmæssige opdateringer. [Læs mere]
Film, man kan se i biograferne i Paris og Île-de-France-regionen i dag. [Læs mere]
Denne side kan indeholde elementer, der er assisteret af AI, mere information her.
Hvilke film vil du se i biografen i februar 2026?
Dramaer, du kan se i biografen: intense følelser og fortællinger
Hvilken film skal du se i biografen i dag? Vores ideer til filmvisninger
