L’Attachement er et fransk drama instrueret af Carine Tardieu, skrevet i samarbejde med Raphaële Moussafir og baseret på Alice Fernays roman L’Intimité. Med stjerner som Valeria Bruni Tedeschi, Pio Marmaï og Vimala Pons, havde filmen biografpremiere den 19. februar 2025. Den blev vist på Venice Film Festival 2024 (Orizzonti-sektionen) og sikrede sig tre store priser ved den 51. Cesar-uddelingen i 2026: Bedste Film, Bedste Tilpasning og Bedste Kvindelige Birolle til Vimala Pons.
Sandra, en kvinde i halvtredserne med en stærk følelse af selvstændighed, lever et stilfærdigt liv mellem sin boghandel og sin lejlighed. Men da hendes nabo pludselig står alene med et lille barn og en baby, bliver hun ufrivilligt drages ind i deres hverdag. Det, der først var en hjælpende hånd, udvikler sig langsomt til en fast del af hendes liv – og til noget mere meningsfuldt.
Over tid bliver inderligheden skabt i hverdagens små pauser: et blik, der mødes, en stilhed, der deles, eller en bekymring, der deles fortroligt. Sandra, der ellers har insisteret på et liv uden bånd, opdager en uventet form for forpligtelse over for denne familie, der er ved at finde sin form igen. Filmen dykker ned i, hvordan relationer kan vokse uden for de traditionelle rammer, gennem sorg, ensomhed og behovet for at være der for hinanden.
Med Attachment tager Carine Tardieu frihændeligt udgangspunkt i Alice Fernays roman, der udkom i 2020. Filmeminderne har valgt at fokusere historien på karakteren Sandra for at skabe en mere intim og koncentreret fortælling. Optagelserne foregik med et let team og håndholdt kamera, designet til at komme helt tæt på skuespillerne og børnene. Filmens fotograf, Elin Kirschfink, har valgt et naturligt billedsprog, hvor varme indendørsfarver kontrasteres af en koldere ude-belysning. Attachment modtog tre César-statuetter i 2026 (Bedste film, Bedste tilpasning for Carine Tardieu, Raphaële Moussafir og Agnès Feuvre, samt Bedste birolle til Vimala Pons) og blev nomineret til yderligere fem priser, herunder Bedste kvindelige og mandlige hovedrolle.
I forlængelse af De unge elskende og Fjern mine tvivl fortsætter instruktøren med at udforske menneskelige relationer og skrøbelige balanceakt. Filmen indgår i den franske drama-genre, der fokuserer på det intime, hvor instruktionen lægger vægt på ansigter, stilhed og dialoger. Den lyddesign, der blandt andet består af klassisk musik og østeuropæiske-inspirerede numre af Eric Slabiak, understøtter denne dynamik uden at overdrive følelserne.
Vores mening om Forbindelsen :
Der findes film, der banker hårdt, og andre hvisker i øret. Forbindelsen af Carine Tardieu tilhører den sidste kategori: et drama intimt og afmålt, hvor følelser bygges op i stilheden, gestus og tilbageholdte ord. Adaptet fra romanen Intimitet af Alice Ferney fokuserer filmen på, hvordan skrøbelige liv krydser hinandens veje, støder sammen, og til sidst skaber fælles rum uden manualer eller løfter om øjeblikkelig helbredelse.
Med stærke præstationer fra Valeria Bruni Tedeschi, Pio Marmaï og Vimala Pons udvikler Forbindelsen en følsom fortælling om sorg, ensomhed og genopdagelse af relationer. Uden at tvinge intensiteten frem, lader historien følelser boble op i små, subtile øjeblikke, med en sjælden evne til at mærke både fraværets vægt og mulighederne for fornyet balance. Den præcise instruktion giver liv til komplekse figurer, præget af indre modsætninger og beskedenhed.
Carine Tardieu leverer en organisk instruktion, der følger ansigterne tæt, skiftende mellem nærbilleder — hvor tøven og frustrationer kan læses — og bredere indstillinger, der placerer personerne i et hverdagsliv, der ofte synes for stort til dem. Billedsproget bruger en blød og naturlig farveskala: varme interiører, hvor nærheden genopbygges med tøvende bevægelser, og udeområder, der understreger den oprindelige isolation. Denne diskrete, men præcise visuelle grammatik følger relationens udvikling uden at overforklare den.
Filmen sætter især fokus på Sandra’s historie. Den langvarige nabo, en stærk, men selvstændig boghandler, bliver pludselig involveret, næsten uden at ville det, da en nødsituation bringer hende midt i en usikker familie. Bruni Tedeschi skaber en figur præget af tilbageholdenhed og øjeblikke af impuls, hun har svært ved at tillade sig. Alt kommunikeres gennem blik, kropsholdning og afbrudte sætninger. Over for hende står Alex (Pio Marmaï), en ung deprimeret far, hvis tilsyneladende lette facade skjuler træthed og sorg. Filmen fanger præcist det øjeblik, hvor man står op “for børnene”, uden helt at vide, hvordan man fortsætter.
Midtpunktet er forholdet mellem Sandra og Elliot (César Botti), der tilføjer en ægte følelse af ægthed: nogle gange klodsede, andre gange humoristiske, altid forankret i det virkelige liv. Dialogerne, ofte krydret med subtil ironi, undgås med forsigtighed i både forklaringer og sentimentalitet. For eksempel siger en scene meget om, hvordan filmen behandler styrke, ansvar og børns beundring:
"At få børn, det kan jeg næsten ikke klare!
- Er min mor stærk?
- Hun er i stand til ikke kun at passe sig selv, men også dig. Jeg synes, Cécile er meget stærk."Det, der især slår én, er afvisningen af lette løsninger. Filmen tilbyder ingen "løsning" på sorg eller ensomhed: den observerer, med finesse, hvordan hver enkelt kæmper, snubler og prøver igen. Lyden spiller en vigtig rolle i at skabe en følelse af ægtehed: en enkel soundtrack, klassiske musikglimt og særligt de betydningsfulde stilhedsscener, hvor man kan høre åndedrag, vendte sider eller utålmodige børn. Små detaljer, der skaber en intim atmosfære uden at forstærke den.
Udover melodramaet stiller Forbindelsen et centralt, simpelt spørgsmål: Hvad gør en familie? Blod, vane, nærvær eller valget om at være der — også når det er uden perfektion. Tardieu holder fast ved denne nuancerede tilgang, uden at idealisere nogen. Alle figurer kæmper med deres blind spots. En sætning fra Sandra til Alex opsummerer filmens etik: "Jeg er bare hende, der var der! Din opgave er at være lykkelig, så Lucille får et godt eksempel at følge. Ellers går det galt."
Forbindelsen er en film præget af blidhed og beskedenhed, uden at være patetisk eller følelsesladet. Den foretrækker nuancer frem for Effekt, og giver publikum tid til at træde ind i karakterernes verden. En film, der ikke søger chok, men som alligevel sætter sig fast, ligesom de små, diskrete bånd, der til sidst betyder alt.
Den Tilknytning
Film | 2025
Biografpremiere: 19. februar 2025
Drama | Varighed: 1t45
Af Carine Tardieu | Med Valeria Bruni Tedeschi, Pio Marmaï, Vimala Pons
Originaltitel: Den Tilknytning
Oprindelsesland: Frankrig
Belønnet af Cannes Film Festival bekræfter dette drama Carine Tardius betydningsfulde plads i den moderne franske filmmotor, hvor den formår at kombinere litterære adaptioner med intime fortællinger om familiedynamikker. Med en anerkendt ensemble og en skarpt skruet instruktion står filmen som et bemærkelsesværdigt værk i 2025.
For at forlænge biografturen, kan du se de biografpremierer i februar, de film, der lige nu er værd at se og vores udvalg af årets dramatiske film.
