Instruktioneret af Yann Gozlan og skrevet af Jean-Baptiste Delafon, Gourou byder på en intens skildring med Pierre Niney i hovedrollen, flankeret af Marion Barbeau, Anthony Bajon og Holt McCallany. Dramatisk thriller om de farer, der lurer i jagten på perfekthed, får dansk premiere den 28. januar 2026.
Historien følger en karismatisk coaches opstigning, hvis metoder møder stadig større succes. I takt med at hans indflydelse vokser, afsløres mekanismernebag hans magt, der bygger på følelsesmæssig afhængighed og psykologisk dominans. Handlingen fokuserer på, hvad der får et publikum til at søge eksterne pejlemærker i et miljø, der søger mening.
Historien viser, hvordan denne tilsyneladende velvillige leder opbygger et loyalt fællesskab omkring intensive seminarer. Manipulationsmetoderne bliver gradvist synlige og konfronterer personerne med grænsen mellem personlig søgen og tab af frihed. Filmen sætter fokus på de mulige afvigelser i coachingstrukturer og de menneskelige svagheder, som disse systemer udnytter.
Filmen er opstået ud fra Yann Gozlans ønske om at udforske moderne metoder til personlig udvikling. Produktionen angiver, at optagelserne er foretaget i urbane omgivelser og minimalistiske kulisser for at afspejle seminarernes kodificerede æstetik. Pierre Niney genfinder instruktøren efter Boîte Noire, et samarbejde, der gjorde ham kendt for roller, der krævede markant psykologisk arbejde. Manuskriptforfatteren Jean-Baptiste Delafon er især kendt for sit arbejde med serier, der fokuserer på magt og tale.
Tonen er præget af en anspændt og realistisk tilgang. Stemningen bygger på en gradvis atmosfære af mistro og isolation, der henvender sig til et publikum, der er interesseret i psykologiske fortællinger og temaer relateret til social indflydelse. Filmen behandler individuelle svagheder over for overbevisende argumenter og de gruppemekanismer, der kan opstå som følge heraf.
Vores vurdering af Guruen :
Guruen, instrueret af Yann Gozlan, følger en trend inden for moderne psykologiske thrillers, der stiller skarpt på vores forhold til magt, indflydelse og behovet for tro. Filmen følger den utrolig hurtige stigning for Mathieu Vasseur, kendt som Matt, en coach i personlig udvikling spillet af Pierre Niney. Hans charmerende og velmenende samtale masker gradvist en mere foruroligende mekanisme af kontrol. Fra at være en tryg og næsten oplyst figur, udvikler Matt sig til at blive fanget i sin egen skikkelse, i en langsom faldende nedadgående spiral.
Yann Gozlans instruktioner er præget af en elegant kontrol. Den flydende kameraarbejde, præcise indramninger og omgængende lyddesign skaber en næsten hypnotisk atmosfære, der følger de tilhængendes blik på guruen. Publikum sættes i en ubehagelig position, tiltrukket og mistroisk – ligesom de personer, der kredser omkring Matt. Denne immersive stil gør gruppedynamikken og, hvordan et tilsyneladende positivt budskab kan blive et værktøj til dominans, tydeligt.
I centrum står Pierre Niney med en bemærkelsesværdig central præstation. Charmerende, energisk, men gradvist paranoid og manipulerende – han formår fint at fremhæve den narcissistiske kompleksitet i sin rolle. Hans udvikling er særlig foruroligende, fordi den ikke så meget drives af ideologisk overbevisning, men af frygten for at miste status. Det viser, hvordan behovet for anerkendelse kan blive til symbolsk og psykisk vold.
Bl.a. i en af de sekundære roller gør Anthony Bajon et kraftfuldt indtryk som en deltager, der er dybt præget af barndommens traumer. Gennem ham udforsker filmen en af de mest smertefulde sider af hjernevask: en mand på jagt efter forløsning, som finder trøst i coachens ord. Denne skrøbelige genfødsel udvikler sig langsomt til en afhængighed af den følelsesmæssige forbindelse. Bajon leverer en intens opbygning af denne transformation, hvor en person i forandring desperat søger at bevare båndet, hvilket til sidst fører til en tragisk udgang, som filmen håndterer direkte.
Marion Barbeau spiller coachens kone, og tilføjer en vigtig, men lidt underspillet dimension. Som en af de første til at se faren i sin mands adfærd og den skjulte mentale vold bag hans tilsyneladende venlighed, repræsenterer hun den klare forståelse. Hendes ord - « Det er fordi jeg sagde, at jeg elskede dig, at jeg skal glemme, at jeg har et hjerne og tro på alt, hvad du siger? » – indkapsler kernetemaet med kraft. Men selv om hendes rolle er tydelig, bliver hun lidt til side, som om filmen tøver med at give hende et selvstændigt perspektiv.
Det er netop her, Guruen viser en mere nuanceret side. Filmen tiltaler med sit emne, sin visuelle stil og stærke skuespil, men plottet kan nogle gange virke spredt – krydret med sociale kritik, intime thrillere og psykologiske studie, uden at gå i dybden med alle tråde. Denne narrative usikkerhed kan svække den dramatiske udvikling, og filmens afslutning kan fremstå brat og mere som et brud end en tilfredsstillende konklusion.
Men filmen rammer præcist i sin pointe. Ved at tage fat på det aktuelle fænomen med coaches og guruer inden for velvære, stiller Guruen et vigtigt spørgsmål: Hvor langt er vi parate til at gå for at finde simple svar på komplekse liv? Filmen fordømmer ikke direkte, men observerer, analyserer og uroer. Den minder os om, hvor tynd grænsen er mellem ægte hjælp og manipulation – især i et samfund mettet med motiverende talesæt og løfter om forandring.
Det, der gør Guruen unik, er ikke blot emnet eller skuespillet, men den måde, filmen opbygger og intensiverer sin spænding på. Gozlan lader historien udvikle sig som en langsom stigning, næsten umærkeligt i begyndelsen. Publikum, ligesom seminardeltagerne, bliver draget af Matt’s positive energi og tilsyneladende venlighed. Men scene for scene åbner noget op: Diskursen bliver hårdere, blikene skarpere, stilheden mere trykkende, og fascinationen forvandles langsomt til en øget ubehagelighed.
Dette valg kan dog også skabe delte meninger. Seere, som søger et nervepirrende thriller med mange twist eller spektakulære afsløringer, kan blive skuffede. Guruen retter sig primært mod et publikum, der er fascineret af usynlige spændinger, psykisk kontrol og langvarige dramaer. Dem, der foretrækker films, der observerer og analyserer, uden at give en klar konklusion, vil finde denne film både intens og forstyrrende.
På den anden side kan filmen frustrere dem, der ønsker en strammere narrativitet eller en mere tydelig synsvinkel på bi- eller bikarakterer, som nogle gange bliver overset. Denne relative spredning forhindrer, at Guruen når helt i mål, og dens afslutning kan føles mere som en pause end en klar konklusion.
Det er dog en psykologisk thriller, imidlertid ikke perfekt, men dybt aktuel, båret af en veludført visuel stil og Pierre Nineys imponerende hovedpræstation. Guruen prøver ikke at fordømme, men at føles – den undersøger vores fælles behov for ledende skikkelser, trygge budskaber og enkle løsninger, samt minder os om, hvor let grænsen mellem oprigtig hjælp og manipulation kan blive til et usynligt og lydløst mørke.
Guruen
Film | 2026
Biografisk dramatik, biografpremiere den 28. januar 2026
Thriller | Spilletid: 2 timer og 6 minutter
Af Yann Gozlan | Med Pierre Niney, Marion Barbeau, Anthony Bajon
Oprindelsesland: Frankrig
Filmen er en moderne fortælling om magtmisbrug og opbygningen af en magt baseret på overtalelse.
For at forlænge biografoplevelsen kan du se januar måneds biografpremierer, franske film, der kan ses lige nu og i den kommende tid, samt vores udvalg af film, der kan ses i dag.
Denne side kan indeholde elementer, der er assisteret af AI, mere information her.
