Fra begyndelsen står en legende i fokus. Den om den græske budbringer Phidippidès — eller Philippidès i andre versioner — som skulle have løbet fra Marathon til Athen for at bringe nyheden om Grækenlands sejr over Perserne. Det moderne maratonløb trækker inspiration fra netop denne fortælling og blev opfundet i forbindelse med de første moderne olympiske lege i Athen i 1896, som en hyldest til den antikke myte. På den tid var distancen ikke fastlagt: den lå omkring 40 km, og den varierede fra udgave til udgave.
Den afgørende vending kommer ved OL i London i 1908. Arrangørerne fastsatte derefter en rute, der gik fra Windsor Castle til den kongelige loge på Londons stadion. Resultatet blev en distance på 42 km og 195 m, altså 26 miles og 385 yards. Ja, maratonens mytiske distance har i høj grad sin oprindelse i en bane, der var tænkt til at forbinde et slot og en kongelig tribune.
Denne distance var endnu ikke en universel regel, men den londonske prøve gjorde et stærkt indtryk, især med sin meget dramatiske ankomst, der er blevet legendarisk i olympisk historie: Italieneren Dorando Pietri kom først ind i stadion, men var udmattet, kom til at miste retningen og faldt flere gange de sidste meter. Officielle hjalp ham på benene, og han passerede målstregen som første, før han blev diskvalificeret netop fordi han havde modtaget ydre hjælp. Den officielle sejr blev derfor tildelt amerikaneren Johnny Hayes.
Snart blev denne form fast etableret og er siden blevet standarden for de olympiske lege fra 1924. I dag definerer World Athletics maratonen som 42,195 km. Afstanden er derfor resultatet af en række omstændigheder, der siden har udviklet sig til tradition.
Denne side kan indeholde elementer, der er assisteret af AI, mere information her.
