Paris Centre er Paris set gennem postkortenes øjne: monumenter, man tror, man kender ud og ind, men også gaderne, stederne og vanerne, som ofte glipper ved første blik. Hvem er bedre til at fortælle om det end sin borgmester, Ariel Weil? Frisk genvalgt deler han sine opdagelser, sine hjerteænders yndlingspunkter og anbefalinger. Et lille overblik over udflugter i Paris Centre i selskab med byens øverste, i dette kvarter med mange identiteter.
For at lære dig bedre at kende, kunne du præsentere dig selv for vores læsere?
Uddannet økonom med lang erfaring fra privat sektor og undervisning — Sciences Po, HEC og i USA — har jeg kortvarigt været parlamentarisk assistent, men jeg sluttede hurtigt, fordi jeg altid har ment, at man bør have oplevet, lært og arbejdet andre steder, før man påtager sig offentligt ansvar.
Jeg er især en langvarig bosiddende i centrum af Paris, og i dag er jeg dens borgmester. Jeg ønsker at bevare en meget konkret relation til området, uden at være låst fast på mit kontor: møder på en café, tid udenfor, på gaden, i butikkerne og på pladserne; det er sådan, man virkelig forstår en by. Jeg elsker tanken om at være en nærværende borgmester, forankret i sit kvarter, som går, cykler og har en direkte kontakt med borgerne.
Jeg synes, borgermøderne er kedelige, så én gang om måneden inviterer jeg beboerne til en snak over en kop kaffe og et croissant, hvor vi taler i to timer om alle emner – ofte i selskab med en lokal gæst.
Hvilke kulturelle oplevelser foretrækker du i din fritid?
Mine smag er ret forskellige. En del af min kulturelle tilværelse hænger sammen med mine opgaver, midt i et område med enestående kulturel rigdom, mellem Louvre, Notre-Dame, Centre Pompidou, gallerierne og teatrene. Jeg tager også til kirkerne, både for arkitekturen og for de værker, de rummer: Delacroix, Tintoretto, Keith Haring i Saint-Eustache... Man glemmer ofte, at i Paris, især i centrum, udgør disse steder et kæmpe museum.
Sammen med min datter, der er meget engageret i scenekunsten, går jeg til musicals, både i Paris og i London. Vi så for nylig La Cage aux Folles, 42nd Street, Les Misérables. Jeg elsker cinema, især Grand Rex, og stemningen omkring forpremierer af manga som Sword Art Online og Demon Slayer. Der er en ægte ildsjælefælde omkring cosplay (jeg har selv båret en kappe til premieren af Demon Slayer !) og en kollektiv glæde, som man sjældent ser. Endelig holder jeg af stand-up; jeg har haft lejlighed til at opleve kunstnere som Rosa Bursztein, Alison Wheeler, Paul Mirabel eller Louis C.K.
Hvilket arrangement anbefaler I især til vores læsere?
Jeg foretrækker helt klart arrangementer, der er lidt mere uventede end de store, udskældte højdepunkter. I rådhuset har vi et lokalt program, ofte gratis, der giver mulighed for at opdage kunstnere og mindre markante formater, som for eksempel fotoudstillinger. Lige nu rummer rådhusets rammer en udstilling fra atelieret for eksilkunstnere.
Hver tirsdag aften afholdes der koncerter og andre kunstneriske arrangementer i festlokalet (og torsdag aften i en anden kommunal sal), med unge kunstnere, bands, kor, foreninger eller elever fra konservatoriet, som ellers ikke ville få mulighed for at få en rigtig scene.
Jeg anbefaler også Foulées de Paris Centre, et løb i overskuelig størrelse, meget familievenligt, som vi har genoplivet. Det er ikke tænkt som en ren præstationskonkurrence, men for glæden ved at løbe sammen, med børnevenlige distancer, tilgængelige ruter og familie-stafetløb.
Hvordan ville du beskrive dine bydele for en person, der ikke kender dem? Hvad finder man hos jer, som man ikke finder andre steder, og som gør jer mest stolte?
Det er en levende kulturarv, et af verdens mest kendte steder og alligevel ofte dårligt kendt. Alle tænker på Louvre, på Notre-Dame, på den place des Vosges, på Centre Pompidou, men det, der interesserer mig, er det ved siden af: de små museer, de skjulte haver, de fornemme byhuse, steder for kulturel smeltedigel, gader, hvis historie man ikke aner.
Det er netop denne overlejring af historiske lag, kulturer, arv og samtidsliv, der gør mig mest stolt; muligheden for på få minutter at gå fra et stort monument til en ukendt have, fra en synagoge til en kirke, fra en uigurisk restaurant til en historisk café, fra et hemmeligt museum til et sted, hvor børnene spiller fodbold. Det er denne tæthed og mangfoldighed, der udgør sjælen i Paris Centre.
Jeg holder meget af sidehistorierne omkring kulturarven: de små museer som Cognacq-Jay, Maison Victor Hugo, haverne som square Léopold-Achille (hvor der er et projekt om sammenlægning med jardins du Musée Picasso) eller endnu par ruter og steder, som er lidt mere uventede, som det ældste Chinatown-kvarter i Paris omkring Place Pan Yuliang, Tango, dette mytiske LGBT-klub, der blev overtaget af byen, da det var ved at lukke. Alt dette tegner en by, som man aldrig helt lærer at kende.
Hvilke gratis eller billige aktiviteter anbefaler I til familier eller unge?
Det rene frihedens topidé er selve det offentlige rum! De quais de Seine er blevet virkelige steder til at spadsere og ånde ud, de små haver som Ginette-Kolinka-haven, Anne Frank-haven, Rosiers-Joseph-Migneret-haven og den ved Richelieu-sitet af BNF omtegnet af Gilles Clément. Også pladsene, som Place des Petits Pères eller Place des Victoires.
At træde ind i en kirke, skubbe døren op til et kulturarvssted, gå en tur i Marais eller Sentier uden en fastlagt plan ... Så mange spontane ruter! Og så hele kommunens gratis program: udstillinger, tirsdagskoncerter, loppemarkeder, familiearrangementer og andre lokale kulturbegivenheder.
Hvilke tre nøgleaktører – barer og caféer, idræts- og kulturforeninger samt såkaldte tredje rum – ser I som væsentlige for det lokale liv?
Jeg vil nævne tre foreningskaféer, der fungerer som livscentre, steder for solidaritet og lokalt engagement. Det første er Le Troisième Café nær Marché des Enfants-Rouges: et særligt rørende sted, drevet af frivillighedsprincipper og med idéen om ophængte måltider. Her spiser man godt til en lav pris, og beboere der ikke har råd, finder en varm velkomst.
Den anden er en café på François-Miron-gaden, kendt under navnet "Quatrième Café". Der kan man også få mad til meget lave priser, ja i visse tilfælde helt gratis. Det er et godt eksempel på, hvordan et rum (det tidligere lokale for Socialdemokratiet) bliver til et nyttigt, tilgængeligt og levende mødepunkt.
Den tredje er Notre Café Marais, beliggende i den ombyggede Minimes-kasernen. Jeg holder utroligt meget af stedet, fordi det forener mange af de idéer, jeg kæmper for: et bevaringsværdigt kulturarvsområde genindrettet, en foreningsejet café, et miljø hvor håndværkere, boliger, service, vuggestue og have går hånd i hånd, og ikke mindst en direkte forbindelse til et nærliggende medico-educativt institut, der giver unge autister mulighed for at arbejde og uddanne sig der. Her er mad af god kvalitet, stedet er smukt, og det menneskelige projekt er bemærkelsesværdigt.
Hvad er den bedste rute til at opleve Paris’ centrum?
Jeg anbefaler netop ikke at lægge for stramme planer. Det ideelle er at have to eller tre pejlemærker i tankerne, og så lade sig føre rundt i de små gader i Marais og Sentier ved at følge instinktet. Jeg vil foreslå at udforske det centrale Paris fra inderst til yderst, og gennem historiske lag (den Philippe Auguste-muren, Charles V-muren). Det faktum, at Paris blev bygget indefra og ud, kan man læse i gaderne, stierne, åbningerne og ruinerne.
Hvilken begivenhed fanger bedst fællesskabet i praksis? Hvilket initiativ vil I sætte i gang for at styrke følelsen af fællesskab?
Et af mine mest mindeværdige øjeblikke er denne tradition, der startede, da jeg kom til byen: den 24. december om aftenen at møde dem, der arbejder, mens andre holder jul. Det øjeblik, der rører mig mest, er Saint-Eustache-suppen: foran en af Paris’ smukkeste kirker står jeg ved siden af frivillige, der serverer et måltid til mennesker i nød. Det opsummerer meget godt, hvad der gør det muligt at opbygge et samfund.
Det er også nødvendigt at få borgerne til at færdes bedre sammen i offentligt rum. Med ændringen af mobilitetsmønstrene er det i dag vigtigt at kunne dæmpe spændingerne mellem fodgængere og cyklister et bilister ved altid at tage udgangspunkt i de mest sårbare — fodgængere, børn, ældre og personer med nedsat mobilitet.
Endelig skal binde borgerne tættere sammen gennem kulturen, brugen af offentlige rum og skabelsen af nye mødesteder. Med Halles 2030-projektet har jeg til hensigt at skabe nye mødesteder og praktiske rammer i Paris’ centrum, ved at genanvende nogle af de forældede tunneller og parkeringspladser omkring Halles, hvor der kan oprettes sportsfaciliteter, bad og brusefaciliteter, bagageopbevaring, sociale rum og andre rum til generationer på tværs.
Er visse kulturemner særligt vigtige for jer?
Ideen om, at man kan forny historiefortællingen om kulturarven uden at ødelægge den, ligger mig meget på sinde. Sammen med kunstneren C215 har vi forestillet os en historisk street-art-rute i Marais, dedikeret til Grand Siècle. Ved at sætte portrætter som Madame de Sévigné op på el-skabe (som tilhører blandt de mest grimme genstande i det offentlige rum) tæt på steder med tilknytning til disse historiske figurer, er det muligt at fortælle historien på en ny måde, få mindet ud af museerne og lade det leve i gadebilledet.
Hvilken by eller hvilket parisiske arrondissement beundrer du for sit kulturprogram?
I Paris elsker jeg især 2e arrondissement, især omkring Place des Victoires og Place des Petits-Pères, for balancen mellem kulturarv, lokalt liv og åndehuller. Uden for Paris glæder jeg mig til at besøge Marseille, en vigtig by i den franske kulturscene, med en stærk identitet og en ægte energi.
Jeg har også et personligt bånd til New York og Tel-Aviv, to byer der inspirerer mig. Når det gælder den første, har den formået at ændre sit forhold til det offentlige rum, mobilitet og den måde byen bruges på. High Line er et særligt emblem, ligesom den bemærkelsesværdige udvikling af cykelstierne i en by, der tidligere var svær at færdes på cykel. Jeg beundrer disse byers evne til at gøre byplanlægning til et redskab for kulturel og social forandring.
Et ord, der får Sortiraparis' læsere til at få lyst til at opdage Paris Centre?
Genopdag det mest kendte sted i verden, eller nærmere sagt: drag ud og møde det ukendte i det mest kendte sted i verden! Pariscentret er et område, som alle tror, de kender, men som stadig er fuld af folder, lag, detaljer, skjulte steder, haver, caféer, museer, gader, historier og ansigter, der først viser sig, når man giver sig tid til at gå derhen på en ny måde.
