I Paris begyndte de første reklamekolonner at dukke op i 1868, drevet frem af trykkeren Gabriel Morris. Stedet for det kaotiske og usystematiske opslag, der forvandlede byens vægge under det Anden Empire, besluttede Paris at give Morris eneherskabet over den officielle reklameplacering i byen, hvilket markerede starten på en mere reguleret og kontrolleret reklamepraksis.
Som vederlag for vedligeholdelsen af disse bygninger, har trykkeren eneret til at hænge plakater for teatre, koncerter og biografer. Formålet var enkelt: at organisere den kulturelle information og samtidig skabe et elegant og funktionelt pejlemærke for forbipasserende.
Morris-støtten er ikke blot en cylindrisk støbejernspil. Dens design, der har forblevet stort set uændret i over et århundrede, er et rent resultat af Baron Haussmann’s æstetik. Med sin buede top (marquisen), sine ornamenter af akantusblade og det centrale stød, integreres den perfekt i arkitekturen på de store boulevarder.
Men den gemmer også på praktiske funktioner, der er blevet glemt. Oprindeligt fungerede nogle af dem som ly for byens rengøringsfolk eller endda som offentlige toiletter, før de i dag udelukkende bruges til kulturelle arrangementer.
Længe før smartphones blev almindelige, var Morris-søjlen det nyhedsagent for byens beboere. Mennesker stoppede op for at tjekke, hvilket stykke der blev spillet på Comédie-Française, hvilket koncert der var planlagt på Olympia, eller hvilken film der havde premiere. Den fungerede som et samlingspunkt på fortovet, et sted hvor tilfældige møder kunne opstå, og folk med fælles kulturelle interesser kunne slå følge.
Selvom digitaliseringen er stigende, er den endnu i dag den prestigefyldte platform for festivaler og store produktioner, hvilket sikrer en fysisk tilstedeværelse i en by, der er oversømmende af skærme.
I 2006 sadlede en panik gennem Paris, da rådhuset overvejede at erstatte de klassiske Morris-kolonner med mere moderne og minimalistiske modeller. Protesterne stod i kø: Pariserne og kulturarvsentusiasterne gik sammen for at beskytte den historiske skæl-dækning, som præger bybilledet.
Resultatet? De nye kolonnes, som JCDecaux har sat op, har bevaret den ikoniske silhuet og den karakteristiske "toggrønne" farve, hvilket viser, at man ikke uden videre kan ændre på Paris’ visuelle DNA.
Vidste du, hvorfor denne mørkegrønne farve er blevet den ikoniske farve for gadeinventar i Paris?
Find ud af, hvorfor parisiske bænke, springvand og kiosker har denne berømte mørkegrønne farve: en hyldest til naturen, visuel harmoni, modernisering i Haussmann-stil og en signatur for hovedstadens identitet. [Læs mere]
Denne side kan indeholde elementer, der er assisteret af AI, mere information her.
Vidste du, hvorfor denne mørkegrønne farve er blevet den ikoniske farve for gadeinventar i Paris?
